Info fra BioHuset

Som resten af biografbranchen er også vi i BIOHuset mærket af corona krisen. Måske en blanding af sommerferie, corona situationen og så det faktum, at filmtilbuddet er begrænset, fordi alle træder vande og afventer situationen.

Men vores besøgstal i BIOhuset er tydelig præget af forsigtighed og sommerferie.

Nu er skoleferien slut og børnene er startet igen. Normalt ville vi have vores program til børnefilmklubben Mirakel klar og brochuren skulle have været omdelt på skolerne. Sådan er det ikke i år. Vi har valgt at afvente og se tiden an. Vi plejer at have 5 forestillinger på lørdage og søndage, mere eller mindre udsolgte. Da vi kun må have begrænset antal i salen og i foyer, har vi valgt at afvente, og se hvad der sker. Hvis der kommer styr på situationen og vi må lempe restriktionerne og lukke flere gæster ind i salen., vil vi sælge en halv sæson, når vi kommer til december. Sker der ingen lempelser hopper vi helt over sæson 2020-21. Det er rigtig trist, men sådan må det være.

Filmklubben Strimlen, som er for de voksne, kører som det plejer, eller næsten. Vi har haft den gode tradition, at starte med kaffe og et rundstykke. Det går ikke, så vi byder på film og kaffe. Programmet er klar inden udgangen af august.

Også vores foredrag og koncerter er ramt. Vi har 2 foredrag i efteråret nemlig med Emil Erichsen i september og Chr.Bitch i oktober, dertil kommer en koncert med Sveistrup i november. Foredragene og koncerten gennemføres, men også her med begrænset antal gæster i salen, så her bliver økonomien hårdt ramt.

Vi glæder os over det fine vejr, men når det bliver for meget med sol og varme, tilbyder vi nedkølede lokaler og film. Vores frivillige står klar til at betjene gæsterne, og vi gør det under trygge rammer, hvor alle regler og foranstaltninger med rengøring og afspritning bliver overholdt.