Foredrag i Naturvidenskab i Biohuset Galten

Alle kender følelsen af at være sulten, og de fleste kan sikkert genkende den gentagende lyst til mad i løbet af dagen. Modsat os mennesker trives slanger med at æde enorme måltider efter lang tids faste.

Med et ekstremt fordøjelsessystem kan slanger nemlig æde mere end deres egen kropsvægt efter mange måneders faste, og studier på Aarhus Universitet har været med til at forklare hvordan og hvorfor stofskiftet stiger under fordøjelsen af de enorme måltider. Den nyeste forskning viser også at slangernes muskler vokser under fordøjelse helt uden motion – og en forståelse af denne evne kunne være fordelagtig i at forhindre mennesker i at miste muskelmasse under sygdom og aldring.

Forskning i slangens ekstreme fordøjelsessystem giver indblik i hvordan dyr og mennesker overlever langvarig faste, og foredraget vil derfor drage paralleller til mennesket i perioder uden føde. Herunder hvordan ekstrem, længerevarende underernæring påvirker hele menneskekroppen og leder til fysiologisk forfald. En del af denne viden stammer fra studier i Warszawas ghetto hvor jødiske læger udførte fysiologiske målinger under 2. verdenskrig.
__
Læs mere på ofn.au.dk/abstract/125.
Hvis du vil tippes om kommende foredrag og modtage bonusmateriale, så følg foredragenes nyhedsbrev eller sociale medier.

Foredraget streames live fra Aarhus Universitet og er et led i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab som arrangeres af Aarhus Universitet og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet.
Foredraget varer 2 timer inkl. en pause midtvejs på 20 minutter samt en session til slut hvor forelæseren svarer på udvalgte spørgsmål indsendt af publikum under foredraget via SMS og Twitter.

Tirsdag den 15/3/2022
I Biohuset Galten