af David Kjær Nielsen
Mandage fra og med 17/8 kl. 16-17 (gå-bus arrangeres fra SFO af forældrene) på Klank idrætscenter.
Vi har besluttet at lave et ”rent” pigefodboldtilbud for de yngste piger i GFS. Det har vi fordi vi dels har oplevet, hvordan pigerne har trukket sig fra mix-holdene, dels har nyeste forskningsbaserede anbefalinger fra UEFA peget på, at der bør sikres en tidlig opdeling af piger og drenge.
Vores fokus vil være på fællesskab, sammenhold, tilpassede udfordringer og fodbold i en sjov og anderledes kontekst end den traditionelle. Vi vil bygge træningen op omkring historiefortælling og en narrativ tilgang til ”universet”. Det er her motivationen ligger for de fleste piger i aldersgruppen. Men vi kommer også til at spille kamp og tackle og gå til den og bruge kroppen til at konkurrere med. Det er bare ikke det vigtigste fokuspunkt, som det er for mange drenge.
Træningen vil være i et stort fællesskab med fælles start og afslutning men inddelt i mindre grupper undervejs. På den måde sikrer vi, at alle bliver set og hørt, men samtidig også, at alle oplever at være en del af et større fællesskab. Derfor er vi heller ikke bange for at blande 3 årgange sammen. Den største og den mindste kommer næppe til at spille 1 mod 1 imod hinanden.
Trænerne er Jane Bækhøj Østergaard (mor til en årgang 2013-fodboldpige) og David Kiær Nielsen (far til en årgang 2014-fodboldpige). Jane har selv spillet fodbold i mange år og arbejder til daglig med udviklingen af klubber og trænere som fodboldkonsulent i DGI Østjylland. David har været træner i 25 år og besidder såvel UEFA C-licens (græsrods- og børnefodbold) som UEFA A-licens og arbejder til dagligt næsten udelukkende med børnefodbold som fodboldfaglig rådgiver i DBU Jylland. Desuden har han fungeret som trænerinstruktør i DBU siden 2003.
Vi har store forventninger til samarbejdet, hvor vi er suppleret af nogle skønne ungtrænere i den daglige træning og selvfølgelig alle spillernes forældre i almindelighed. Fredag den 21/8 og fredag den 28/8 laver vi inspirationstræning for pigerne i SFO fra hhv. Skovbyskolen og Gyvelhøjskolen, og vi håber, det kan være med til at få endnu flere piger til at gå til fodbold i GFS.